Jeg glæder mig meget til at kunne præsentere WiOGA’s nye smykkekollektion, som hedder "Angel". 
Navnet på smykkekollektionen har sin helt egen betydning: Inspirationen har jeg fået fra den spirituelle verden, som jeg har lært at kende indenfor det sidste år.
Efter jeg blev enke for 3 år siden og blevet alene med mine to små børn, gik jeg ned med depression og fik samtidig angst. Når jeg husker tilbage på den tid, mindes jeg, hvor svært og hvor stor en kamp det var, at komme igennem hverdagen. Jeg følte mig forfærdelig ensom samtidig med, at jeg også skulle håndtere mine to små børns sorg.
Jeg overvejede tit at tage kontakt til en clairvoyant, så jeg måske den vej igennem, kunne få kontakt til min afdøde mand. Det var ikke noget, jeg tidligere havde stiftet bekendtskab med, og samtidig havde jeg lidt svært ved at tro på, at det kunne være muligt, men jeg havde det som om nogen vågede over os. Derfor slog tanken mig, at det måske kunne være min mand.
Jeg besluttede mig for at tage kontakt til en clairvoyant og i april måned 2017 fik jeg en aftale hos Jette Lilholm fra Hørsholm, hvilket skulle vise sig at være det helt rigtige for mig. Efter at jeg havde siddet hos Jette lidt tid, sagde hun, at hun havde fået kontakt til en ung mand. Hun fortalte mig, at den unge mand havde svært ved at synke og havde ondt i sin ene skulder. Jeg sad med store øjne og vidste ikke helt hvad jeg skulle føle, men var samtidig ikke i tvivl om, hvem det var, Jette havde fået kontakt til. Min afdøde mand havde svært ved at synke pga. af en kræftknude han havde siddende i maven og op af spiserøret, og han havde samtidig også mange smerter i den ene skulder, fordi kræften var gået i lymferne og den ene lunge. Jette fortalte mig forskellige ting, som han sagde om sig selv og om ting, der var sket efter sin død. Ting som hun på ingen måde kunne vide, hvilket på én gang både var en skræmmende oplevelse, men samtidig også utrolig bekræftende for mig.
Jeg fortalte Jette, at jeg var i gang med at starte mit eget smykkefirma WiOGA, et navn sammensat af vores fælles børn Willads og Augusta. Det vidste han godt, fortalte hun. Han var der for at passe på os og igennem Jette forsikrede han mig om, at alt nok skulle gå godt, og at jeg skulle tage det stille og roligt. Mødet med Jette og kontakten til min afdøde mand gav mig en afklaring, som jeg manglede og en utrolig ro indeni.
Der skete noget helt magisk D. 1. maj 2017 på min fødselsdag. Der kom en ordre ind kl. ca. 02:00 om natten og det fortsatte hele dagen. Ordrerne kom bare. Den ene efter den anden, hvilket det stort set har gjort lige siden. Så det går godt og jeg prøver på at tage den med ro, ligesom han fortalte mig, jeg skulle gøre. Om det er min mand der har der har haft en finger med i spillet, det ved jeg ikke, men jeg smiler af det og tænker det var hans fødselsdagsgave til mig.
At få kontakt til min afdøde mand, har været et klart vendepunkt for mig. Jeg ved nu, at han har det godt og efter mødet med Jette, er jeg overbevist om, at der er mere mellem himmel og jord. 
                                                  
Efterfølgende er jeg blevet healet med krystaller og sten, samt fordybelsen i at designe smykker, har det givet mig en endnu større energi, og jeg har fået meget mere overskud til mine børn og mig selv. Min historie har givet mig inspiration til min nye kollektion, hvor jeg blandt andet har designet en halskæde med forskellige sten og krystaller som giver forskellig styrke og healing. F.eks. er rosa kvarts er kendt for at give kærlighed, ro og harmoni, og det er en sten der lærer os tilgivelse. Den styrker kærlighedskraften i dit liv, og fremmer harmoni og balance. Den fremmer kærligheden omkring dig og i dig, og samtidig stimulerer den til tryghed, tillid og rolige vibrationer. Derfor kan den virke beroligende.
Historier og myter omkring sten og krystaller kan føres helt tilbage til oldtiden. Hver af de utallige sten og krystaller blev tillagt bestemte egenskaber pga. deres farver og fredfrekvens. Ligeledes blev mange af krystallerne brugt som smykkesten for at udstykke magt og position. Det siges, at når man bærer en krystal på kroppen går krystallens frekvens ind og synkroniserer med kroppen, og bringer denne tilbage i balance. Jeg ved, jeg har en beskyttende engel og deraf navnet til min ny smykke kollektion ”Angel”.

    

 

                                                             
23. oktober, 2017 — Marlene Lindberg

Skriv en kommentar